SUPERFOOD, SUPERFARVE

OG EFTERÅRS NYDELSE

efterår 2022

Har du gået en tur i skoven for nyligt? Farverne derude er spektakulære! Luften er sprød og selvom vi nærmer os årets afslutning, synes naturen at sitre med liv. Gyldne solopgange og mosekonebryg hilser os velkomne om morgenen. Jeg frydes over hvilket herligt scenarie vi er en del af. Det udspiller sig på magisk vis hvert øjeblik, hver dag, hvert år. Men hvorfor mærkes det så meget stærkere nu om efteråret? Måske er det fordi vi var blevet for vante til den dovne, varme luft der hører sommeren til, måske er det fordi det bliver tidligere mørkt, eller måske er det blot forandringen der fremhæver årstiden. Efterårs jævndøgnet har i hvert fald markeret at de lyse nætters tid er forbi, for denne gang. Årets rytme er som et hofmåltid skabt til at vække forundring og nydelse, hver årstid er en ny ret serveret af universet - vær så go’ og tag en bid. Forskellen er, at naturen altid er tilgængelig, du kan tage en bid til enhver tid! Så hvis ikke du allerede nyder naturen, er dette min opfordring til dig; kom udenfor og mærk den, sans den med hele din sjæl, lad dig indhylle i den. Den klare himmel, den sprøde luft, skovbundens dybe rige duft, fuglenes flittige fløjt om morgenen, bladenes stille fald mod jorden....... åååååh jeg kunne blive ved.


En ting er sikkert, det gør dig godt!

VALNØD

Juglans regia

Årstiden lægger op til at vi farver med valnød. Mange nødder er faldet ned fra træerne nu og venter på at blive samlet op. Det gode ved at høste dem nu, på dette tidspunkt er, at den yderste skal er blevet fri for nødden - så hvis ikke egerne har snuppet nødderne, kan du let samle dem til dit spisekammer imens du fylder farve gryden med den friske ydre skal.

METODER

De friske valnøddeskaller kan bruges med det samme som de er, eller de kan lagres på to måder; enten ved at tørre dem eller ved at lægge dem i en saltlage- ligesom man gør når man mælkesyregærer grøntsager. Den sidstnævnte metode, den lange lagring, er helt klart min yndlingsmetode og har sine spor tilbage i tiden hvor man bl.a. i Frankrig fremstillede en likør kaldet brou de noix af fermenterede valnøddeskaller. Alle steder i verden hvor der voksede valnøddetræer har man benyttet sig af dens holdbare farve. Brugen af valnød som farve emne rækker flere tusinde år tilbage i tiden.

SUPERFOOD

SUPERFARVE

Valnøddeskal er en af de særlig farve emner der binder uden et bejdse middel. Det betyder at du kan farve direkte på dine fibre uden nogen særlig forberedelse. Farve fra valnøddeskaller er meget lysægte, det betyder at farven ikke falmer så let i lys. Valnød indeholder garvesyrer, juglone og flavonoider. Udoverde friske skaller kan man også bruge træets blade, bark og rødder. Dette skriv omhandler dog kun brugen af valnøddens friske ydre skal. Valnød giver brune nuancer. Den sorte valnød Juglans Nigra som er hjemmehørende i Nordamerika giver mørker brun. Valnøddens brune nuancer minder ofte om kamel brun. Hvis du ønsker en helt mørk chokolade brun er det ikke alene fra valnød at du vil opnå den. Mængden af valnøddeskaller samt tid i farvebadet, afgør hvor lys eller mørk en brun du kan skabe. De brune nuancer fra valnød, synes jeg, egner sig rigtig godt til baggrunde i fx. hønsestrik eller fair isle strik. Jeg holder også særligt af de knækket farver der trylles frem ved at overfarve valnøddebrune med andre farve emner, her er der uanede muligheder for rige farver fyldt med dybde og spil.

Det synes oplagt at minde om valnøddens nærende kraft som spise. Nødderne indeholder sunde fedtstoffer, proteiner, fibre, vitaminer og mineraler. Grundet nøddens indhold af bl.a. e-vitamin og melatonin har den et højt antioxidant aktivitet- højere end hos andre nødder. Valnødden vinder også i sammenligning med andre nødder når det drejer sig om plantebaseret omega 3 som er en essentiel fedtsyre. Forskning har vist at når man indtager omega 3 dagligt i rette mængder, kan man mindske risikoen for hjerte kar sygdomme. Vi kender alle valnøddens omtale som 'hjernemad'. Dette kaldenavn skyldes nøddens udseende og dens indhold af næringsstoffer. Disse kan hjælpe din hjerne mod inflammation og bevirke god hukommelse, mental flexibilitet og indlæringsevne mm. Der er så mange gavnlige egenskaber ved valnødden at det er forbløffende! Jeg opfordrer dig til at undersøge mulighederne og smage på den skønne hjerne nød:-)